Klag over parkeringsafgift
Har du fået en parkeringsafgift og mener, den er uberettiget, har du mulighed for at klage.
Klagevejledning
Før du klager over en parkeringsafgift, er det vigtigt, at du kontrollerer den en ekstra gang.
Mener du fortsat, at parkeringsafgiften er givet uberettiget, har du mulighed for at sende en elektronisk klage til Parkeringskontrol Nord. Det skal fremgå tydeligt af din klage, hvorfor du klager over din afgift.
Husk at Parkeringskontrol Nord afgør klager over parkeringsafgifter i forhold til, om Færdselsloven eller parkeringsreglerne er overtrådt.
At du som bilist har været i god tro er ikke i sig selv nok til at frafalde en afgift.
Bemærk at pålagte parkeringsafgifter kun kan ændres, hvis der er hjemmel for det i Færdselsloven.
Din klage skal være Parkeringskontrol Nord i hænde tidsnok til, at betalingsfristen på 10 dage kan overholdes, hvis klagen afvises af Parkeringskontrol Nord.
Parkeringskontrol Nords afgørelse efter færdselslovens § 121, stykke 2 kan ikke indbringes for en højere administrativ myndighed.
Klagens indhold
Din klage skal som minimum indeholde følgende:
- Parkeringsafgiftens løbenummer/afgiftsnummer
- Bilens Registreringsnummer
- Dit navn, adresse, postnummer og by
- Årsagen til, at du synes, at afgiften bør bortfalde
Der er ingen krav til, hvordan du indgiver en klage. Det vil sige, at den kan sendes per mail, per brev med videre, men Parkeringskontrol Nord opfordrer dig til, for din egen sikkerhed i forbindelse med behandling af personhenførbare oplysninger, at indsende den via sikker digital post.
